top of page
Søg

Torskefilet m/ærtepuré

Dissing

Opdateret: 18. apr. 2019


Til én person så gange op hvis flere til bords.

Fjern eventuelle ben fra torskefileten., som her er købt i Hav. Dup torsken med køkkenrulle. Strø lidt fint salt på begge sider. Dette for at trække væske ud af torsken, så fileten bliver mere fast ved stegning.

Tag 75 gr. frosne ærter og hæld op i kogende vand i 1 minuts penge. Jeg laver altid mere, da jeg nyder den dejlige smag. Hæld ærterne i en si og skyl efter med iskold vand. Blend ærterne med ca. ¼ dl rapsolie lidt citron saft og smag til med salt og peber. Sæt til side.

Hak lidt hasselnødder, kom på en tør pande ved middelvarme. Tag dem af når duften breder sig og inden, at de bliver sorte. Rigtig god smag sammen med stegt fisk. Sæt til side.

Klargør f.eks. lidt gulerod eller porrer og skær i tynde skiver. Dette kan udelades.

San Marzano tomater køber jeg i Irma. Pt. er de danske, men glæd dig til, når de italienske kommer på hylderne. Koster lidt mere, men de har en fantastisk smag. Nå.....men de små tomater skylles og halveres. Ned i et ovnfast fad. Lidt salt og rørsukker på…ja rørsukker. God olivenolie på toppen og ovnen er forvarmet til omkring 160 gr.

Mens dette er ordnet, har du vel fået sippet lidt hvidvin ellers er det på tide.

Nu begynder det at gå små stærkt. Sæt vand over til kogning af pasta og tilpas tiden i forhold til torsken, som skal have 4-7 min. alt efter tykkelse på fileten. Husk at komme salt i, når vandet koger. Italienerne kommer en del salt i, men kæresten og Doktor Jørgen siger…..”ikke for meget”, så kom du i alt efter temperament og smag.

Fadet med tomater i ovnen i omkring 10 – 12 min.

Frisk groft Ciabattaflütes fra Lagkagehuset skæres eller brækkes i passende stykker.

Smør og rapsolie på en pande godt med varme under. Vigtigt!...husk at fileten skal stege og ikke koge.

Når smørret er bruset af, kommes eventuelle grøntsager på panden sammen med torsken og krydr med salt og peber. Oversiden på torsken nedad først. Alt efter tykkelse steges der 2-4 min. Vendes og steges 2-3 min. Når lamellerne i fileten begynder at blive hvide, at falde lidt fra hinanden, er fisken klar.

Kogetiden på pastaen har du styr på i forhold fisk og grøntsager.

Nu går det rigtig stærkt.

Vandet hældes fra pastaen og kom noget i den dybe tallerken. Hæld noget ærtepuré på pastaen. Eventuelle grøntsager på. San Marzarno tomater rundt i siden. Hasselnødder drysses rundt med løs hånd. Torsk på toppen forsigtigt ført over fra pande med en paletkniv. Til sidst kommer jeg lidt god olivenolie på toppen af det hele, men man gør, som man selv føler for.

Måske med lidt sved på panden, sætter du dig til rette med en dejlig duftende og smagfuld ret og med brød på siden.

Vin hældes i karret, nyd det og….

Velbekomme.



 
 
 

Commentaires


Les commentaires ont été désactivés.
bottom of page