top of page
Søg

Stjerneskud

Dissing

4 rødspættefileter saltes 20 min. før de skal bruges. Her købt hos min yndlings fiskehandler Hav i Torvehallerne. Ovnen stilles til 200 gr. En god håndfuld rejer og nogle (glas)asparges op i en sigte, så de kan dryppe ordentlig af.

Den nemme løsning med glasasparges og ellers må du f.eks. dampe nogle grønne asparges. Nem dressing laves i en lille skål med noget Hellmann’s mayonaise. Kom lidt Heinz ketchup i sammen med lidt hvidvins eddike, paprika, salt, peber, anelse sukker og citronsaft. Rør rundt og smag til. Et lille ildfast fad smøres med lidt smør…ja lidt smør…. der hakkes et skalotteløg, som fordeles i bunden af fadet.

2 af fileterne lægges ovenpå og der hældes lidt hvidvin ved, samt lidt salt og peber på toppen. Stilles til side mens vi venter på ovnen.

Tør de 2 andre fileter godt af med noget køkkenrulle og vend dem først i sammenpisket æg og derefter i rasp. Lad gerne fileterne ligge lidt i paneringen.

Tag noget sandwichbrød, skær ikke alt for tynde skiver, skorpen skæres af og steg brødene gyldne og sprøde i smør. Ovnen er klar, så stil nu det lille fad ind i ovnen i 6-8 minutter alt efter tykkelsen af fileterne. En god klat smør på en pande, lad smørret bruse af. De 2 panerede fileter på panden og steges 2-3 min. på hver side. Anret nu dit stjerneskud på tallerkenen. De smørstegte brød kommes på.

Et par blade hjertesalat kunne kommes på brødene…det gør du bare. Her springer jeg let og elegant over og lægger først de 2 stegte fileter direkte på brødene, efterfulgt af de 2 hvidvinsdampede fileter. En klat dressing kommes på toppen, efterfulgt af rejer, asparges, caviar hvis du har råd men erstattes her af stenbiderrogn, et par skiver citron og strø lidt salt og kværnet peber henover fileterne. Et godt glas hvidvin fra Laudrup Vin nydes til. Velbekomme.




 
 
 

Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page